Et helt nyt eventyr starter i Danmarks Motorcykelmuseum
Skærtorsdag den 2. april 2026.
Fremragende nyt museum åbner den dag på Havnen i Stubbekøbing
Den 24. sæson på Danmarks Motorcykelmuseum kan ikke få en bedre start. Ved havnefronten i Stubbekøbing åbner det nyindrettede Museum på Dosseringen 3.
Lokalerne i det tidligere Bibliotek er blevet nyindrettet med nye podier til motorcyklerne, ny opsætning af hele motorsamlingen og flere nyheder.
Fælleskørsel
Traditionen tro fejres også 2026 sæsonen med åbningskørsel fra Cementen i Nykøbing Falster. Køreturen starter Skærtorsdag kl.10.00, hvor flere hundrede motorcykler og veteranbiler vil trille ud på de danske landeveje. Alle forhjul er rettet mod Stubbekøbing og Danmarks Motorcykelmuseum på havnen i Stubbekøbing.
Formand Søren Groth Therkelsen ser frem til at kunne åbne udstillingen i de nye lokaler og samtidig byde på en stor nyerhvervelse på motorcykelfronten.
En ”REITWAGEN” er rullet ind i Stubbekøbing.
Museet har erhvervet en replika model af verden første motorcykel.
En Reitwagen – bygget i 1885 af de to tyske konstruktører Gottlieb Daimler og William Maybach, de tog patent på deres benzindrevne ”ridevogn” den 29. august 1885.
Den originale motorcykel brændte i 1903, stellet på den er bygget af træ, derfor gik den op i flammer. Nu er der kun ganske få replika modeller tilbage i verden. En af disse har Museet erhvervet i december måned 2025 og nu bliver den præsenteret i det nye Motorcykelmuseum.
125 års udvikling af motorcyklen.
I en ny opstilling præsenterer Museet udviklingen af motorcykler fra år 1900 og op til nutiden. Gå en tur langs ”den røde tråd” og bliv overrasket, forbavset og imponeret over de mange innovative ideer motorcykel-konstruktørerne har frembragt i de 125 år.
Fortællingen om kampen mellem de japanske og engelske mc-fabrikker.
Bedøm selv hvorfor England tabte kampen mod Japan om motorcykelmarkedet, Museet prøver at synliggøre udviklingen mellem de to landes fabrikker i 1960’erne og 1970’erne. Det sker gennem en opstilling af modeller fra begge lande.
Danmark byggede også mange motorcykler.
Vi præsenterer en samling af danskbyggede motorcykler, lige fra den ”Eneste ene” og over ”Danica” pacemotorcykel brugt på cykelbanerne, til de mange Nimbusser der kom fra Fisker og Nielsen fabrikken i København.
Historien om den 4 cylindrede rækkemotor.
På Motorcykelmuseet foldes historien ud om udviklingen af den 4 cylindrede rækkemotor.
Fra FN motorcyklen i Belgien, over ACE, Pierce Arrow og Henderson i USA, og vor hjemlige Nimbus ”Kakkelovnsrør” og ”Humlebi”.
Kampen mellem Harley-Davidson og Indian
Få historien om de to mærkers kamp om mc-markedet i USA. Gennem Museets mange modeller anskueliggør vi fortællingen om de to giganters kamp i første halvdel af 1900-tallet.
Besøg os i sæson 2026
Danmarks Motorcykelmuseum glæder sig til at byde gæsterne velkomne i de nye lokaler, her er der mange muligheder for at opleve unikke opfindelser, historiske milepæle i motorhistorien og nærstudere sjældne modeller.
DANMARKS MOTORCYKELMUSEUM – HER STARTER NYE MOTOR EVENTYR.